Samfundets støtter
| Innstillinger for teksten | Nedlastinger | ||||||
| xml, pdf | ||||||
| Om verket | |||||||
| Les mer om verket | |||||||
(tørrer øjnene.)
(flytter sin stol nærmere til damerne.)
(vendt mod den forreste dør tilvenstre.)
(i baggrunden.)
(med et blik til fru Rummel.)
(uden at bemærke det.)
(som før.)
(bemærker det.)
(på samme tid.)
(sagte.)
(ude ved kaffebordet.)
(gør sig et ærende hen til bordet og siger dæmpet:)
(ser fast på ham.)
(bøjet over arbejdet.)
(i døren.)
(på samme tid til fru Bernick.)
(ved udgangsdøren.)
(fremdeles ved udgangsdøren.)
(der har fulgt dem til døren.)
(oppe ved havedøren.)
(ligeledes ved havedøren.)
(læser:)
(på verandaen.)
(hen for sig.)
(der ser efter hende.)
(i haven.)
(hilser fra trappen og råber:)
(svinger huen og råber:)
(farer tilbage.)
(med et udråb.)
(gør uvilkårligt et skridt fremad og råber:)
(har fattet sig og siger roligt:)
(hen for sig.)
(i haven.)
(stænger havedøren.)
(ruller persiennerne op.)
(idet han samler sin bog sin hat og sine handsker
sammen:)
(idet de fremmede damer rejser sig for at tage
afsked:)
Faksimile
legg: 1, blad: [1]r
1.
Første akt.
(En rummelig forsal i grosserer Bernicks hus.
I forgrunden tilvenstre fører en dør ind til gros-
sererens værelse; længere tilbage på samme væg
er en lignende dør. Midt på den modsatte væg en
større indgangsdør. Væggen i baggrunden er næsten
helt af spejlglas med en åben dør ud til en bred
havetrappe, hvorover er spændt et solsejl, og på hvil-
ken der står et halvt dækket kaffebord med rørstole
omkring. Nedenfor trappen ses en del af haven,
der indhegnes af et gitter med en liden indgangs-
port. Udenfor og langsmed gitteret lø{ <...> }ber en gade,
der på den modsatte side er bebygget med små
lysmalede træhuse. Det er sommer og varmt sol-
skin. Enkelte mennesker går nu og da forbi hen-
ne i gaden; man standser og samtaler; der hand-
les i en på hjørnet liggende krambod, o. s. v.)
I forgrunden tilvenstre fører en dør ind til gros-
sererens værelse; længere tilbage på samme væg
er en lignende dør. Midt på den modsatte væg en
større indgangsdør. Væggen i baggrunden er næsten
helt af spejlglas med en åben dør ud til en bred
havetrappe, hvorover er spændt et solsejl, og på hvil-
ken der står et halvt dækket kaffebord med rørstole
omkring. Nedenfor trappen ses en del af haven,
der indhegnes af et gitter med en liden indgangs-
port. Udenfor og langsmed gitteret lø{ <...> }ber en gade,
der på den modsatte side er bebygget med små
lysmalede træhuse. Det er sommer og varmt sol-
skin. Enkelte mennesker går nu og da forbi hen-
ne i gaden; man standser og samtaler; der hand-
les i en på hjørnet liggende krambod, o. s. v.)
(Inde i forsalen sidder omkring et bord en for-
samling af damer: I en lænestol tilvenstre enkefru
Bernick, en smuk gammel dame med hvide hæn-
gekrøller og grønne skærmbriller, beskæftiget med
et strikketøj. Nærmest ved hende sidder hendes dat-
ter Marta; dernæst fru Rummel, den yngre fru
Bernick, fru Salvesen, fru Holt samt Netta Holt,
Dina Dorf og Hilda Rummel. Alle damerne
er beskæftigede med håndarbejde. På bordet ligger
store bunker af halvfærdigt og tilklippet linned samt
andre beklædnings-genstande. Længere tilbage, ved
et lidet bord, hvorpå to blomsterpotter og et glas vand,
sidder adjunkt Rørlund og forelæser af en bog i guld-
snit, dog således at kun enkelte ord bliver hørlige
for tilskuerne.)
samling af damer: I en lænestol tilvenstre enkefru
Bernick, en smuk gammel dame med hvide hæn-
gekrøller og grønne skærmbriller, beskæftiget med
et strikketøj. Nærmest ved hende sidder hendes dat-
ter Marta; dernæst fru Rummel, den yngre fru
Faksimile
legg: 1, blad: [1]v
Bernick, fru Salvesen, fru Holt samt Netta Holt,
Dina Dorf og Hilda Rummel. Alle damerne
er beskæftigede med håndarbejde. På bordet ligger
store bunker af halvfærdigt og tilklippet linned samt
andre beklædnings-genstande. Længere tilbage, ved
et lidet bord, hvorpå to blomsterpotter og et glas vand,
sidder adjunkt Rørlund og forelæser af en bog i guld-
snit, dog således at kun enkelte ord bliver hørlige
for tilskuerne.)
(En liden stund efter kommer tømmermester Au-
ne stilfærdigt ind gennem døren tilhøjre; der ind-
træder nogen forstyrrelse i læsningen; den yngre fru
Bernick nikker til ham og peger mod døren
til venstre; læsningen fortsættes; Aune går sagte
hen og banker et pår gange dæmpet og med mel-
lemrum på grossererens dør. Fuldmægtig Krap,
med hat i hånden og papirer under armen, kom-
mer ud fra værelset.)
ne stilfærdigt ind gennem døren tilhøjre; der ind-
træder nogen forstyrrelse i læsningen; den yngre fru
Bernick nikker til ham og peger mod døren
til venstre; læsningen fortsættes; Aune går sagte
hen og banker et pår gange dæmpet og med mel-
lemrum på grossererens dør. Fuldmægtig Krap,
med hat i hånden og papirer under armen, kom-
mer ud fra værelset.)
Fuldmægtig Krap
.Nå, er det Dem, som banker?
Tømmermester Aune
.Grossereren har havt bud efter mig.
Fuldmægtig Krap
.Har så; men kan ikke modtage Dem; har over-
draget til mig at –
draget til mig at –
Tømmermester Aune
.Til Dem? Jeg vilde nok helst –
Fuldmægtig Krap
.Overdraget til mig at sige Dem det. De må holde
op med disse lørdags-foredrag for arbejderne.
Faksimile
legg: 1, blad: [2]r
op med disse lørdags-foredrag for arbejderne.
Tømmermester Aune
.Så? Jeg tænkte dog jeg måtte bruge min fritid –
Forvalter Krap
.De må ikke bruge Deres fritid til at gøre arbej-
derne ubrugelige hele dagen. Sidst lørdag har De
talt om den skade, arbejderne skal have af vore
nye maskiner og af den nye arbejdsmåde på værf-
tet. Hvorfor gør De det?
derne ubrugelige hele dagen. Sidst lørdag har De
talt om den skade, arbejderne skal have af vore
nye maskiner og af den nye arbejdsmåde på værf-
tet. Hvorfor gør De det?
Tømmermester Aune
.Det gør jeg for at støtte samfundet –
Fuldmægtig Krap
.Det var mærkeligt! Grossereren siger at det er sam-
fundsopløsende –
fundsopløsende –
Tømmermester Aune
.Mit samfund er ikke grossererens samfund, herr
fuldmægtig! Som formand i arbejdersamfundet må
jeg –
fuldmægtig! Som formand i arbejdersamfundet må
jeg –
Fuldmægtig Krap
.De er først og fremst formand på grosserer Bernicks
værft! De har først og fremst at gøre Deres skyldighed
imod det samfund, som kaldes grosserer Bernicks
firma; for det er vi allesammen medlemmer af.
Ja, nu ved De hvad grossereren havde at sige Dem.
værft! De har først og fremst at gøre Deres skyldighed
imod det samfund, som kaldes grosserer Bernicks
firma; for det er vi allesammen medlemmer af.
Ja, nu ved De hvad grossereren havde at sige Dem.
Tømmermester Aune
.
{J}Grossereren vilde ikke have sagt det på den må-
de, herr fuldmægtig! Men jeg skønner nok, hvem jeg
har at takke for dette her. Det kan jeg takke Dem
for, herr fuldmægtig! De har aldrig kunnet glem-
me en viss anledning –
de, herr fuldmægtig! Men jeg skønner nok, hvem jeg
har at takke for dette her. Det kan jeg takke Dem
for, herr fuldmægtig! De har aldrig kunnet glem-
Faksimile
legg: 1, blad: [2]v
me en viss anledning –
Fuldmægtig Krap
.Anledning, – anledning? Jeg ved ikke hvad
De sigter til med anledninger. Men nu ken-
der De grossererens mening. Altså, basta! Vil
De så gå ned på værftet igen; det kan visst behø-
ves; jeg kommer selv derned om lidt. – Om forla-
delse, mine damer!
De sigter til med anledninger. Men nu ken-
der De grossererens mening. Altså, basta! Vil
De så gå ned på værftet igen; det kan visst behø-
ves; jeg kommer selv derned om lidt. – Om forla-
delse, mine damer!
(Han hilser og går ud gennem haven og nedad ga-
den. Tømmermester Aune går stille ud til højre.
Adjunkten, der under det foregående har fortsat
læsningen, er straks efter færdig med bogen og klap-
per den sammen.)
den. Tømmermester Aune går stille ud til højre.
Adjunkten, der under det foregående har fortsat
læsningen, er straks efter færdig med bogen og klap-
per den sammen.)
Adjunkt Rørlund
.Se så, mine kære tilhørerinder; dermed er det ude.
Fru Rummel
.
(tørrer øjnene.)
Ak, hvilken dejlig fortælling!
Fru Holt
.Og så moralsk!
Fru Bernick
.En sådan bog gier virkelig meget at tænke på.
Adjunkt Rørlund
.Å ja; den viser os ad hvilke forunderlige veje for-
synet stundom fremmer sine hensigter. De{nn}tte
lille kristeligsindede ˹samfund˺ menighed tyr til urskovene
i det fjerne vesten for at leve i fred og endragt
som brødre og søstre mellem hverandre. Så kom-
mer verdsligsindede spekulanter og lægger en jern-
bane tvers igennem den stille egn. Ved samfærselen
finder fristelser og fordærvelse indpas. Men så er
det at hin naturrevolution indtræffer på et langt
bortliggende sted og gør det nødvendigt at forlægge
banelinjen til et ganske andet dalføre. Og med
det sidste bortbrusende lokomotiv føler de{n}t lilleme-
˹samfund˺ nighed sig fra som befriet fra et larmfuldt og synd-
befængt dagværk og kan nu atter ånde i fred og sa-
bat-stilhed.
synet stundom fremmer sine hensigter. De{nn}tte
lille kristeligsindede ˹samfund˺ menighed tyr til urskovene
i det fjerne vesten for at leve i fred og endragt
som brødre og søstre mellem hverandre. Så kom-
mer verdsligsindede spekulanter og lægger en jern-
Faksimile
legg: 1, blad: [3]r
bane tvers igennem den stille egn. Ved samfærselen
finder fristelser og fordærvelse indpas. Men så er
det at hin naturrevolution indtræffer på et langt
bortliggende sted og gør det nødvendigt at forlægge
banelinjen til et ganske andet dalføre. Og med
det sidste bortbrusende lokomotiv føler de{n}t lilleme-
˹samfund˺ nighed sig fra som befriet fra et larmfuldt og synd-
befængt dagværk og kan nu atter ånde i fred og sa-
bat-stilhed.
Dina
.Men hvorledes går det de folk i det andet dalføre?
Adjunkt Rørlund
.Kære barn, vi bør antage at det andet dalføre har
været ubeboet.
været ubeboet.
Enkefru Bernick
.Hm; dette med jernbanen minder om den fare vi
var i ifjor. Da var det jo på et hængende hår at vi
skulde få jernbane herned til byen. Men det fik
da Karsten forhindret.
var i ifjor. Da var det jo på et hængende hår at vi
skulde få jernbane herned til byen. Men det fik
da Karsten forhindret.
Adjunkt Rørlund
.Forsynet, fru Bernick! De kan være forvisset om
at {d}Deres søn var et redskab i en højeres hånd da
han nægted at tage sig af det påfund.
at {d}Deres søn var et redskab i en højeres hånd da
han nægted at tage sig af det påfund.
Fru Bernick
.Ja, alting er forunderlig sammenkædet her i ver-
den. Det er vanskeligt at få rede på. Havde vi ik-
ke Dem, herr adjunkt –! Det er virkelig mere
end snildt af Dem at De vil ofre Deres fritid
på os.
den. Det er vanskeligt at få rede på. Havde vi ik-
ke Dem, herr adjunkt –! Det er virkelig mere
end snildt af Dem at De vil ofre Deres fritid
på os.
Faksimile
legg: 1, blad: [3]v
Adjunkt Rørlund
.Å hvad, – nu i skoleferierne –
Fru Bernick
.Ja, ja; men det er nu et offer fra Deres side al-
ligevel, herr adjunkt!
ligevel, herr adjunkt!
Adjunkt Rørlund
(flytter sin stol nærmere til damerne.)
Tal aldrig om det, bedste frue! Bringer De ikke
allesammen et offer for en god sags skyld? Og br
bringer De det ikke gerne og gladeligen? Således
skal det også være. Disse moralsk fordærvede, hvis
forbedring vi arbejder for, er at betragte som så-
rede soldater på en slagmark. De, mine damer,
er diakonisserne, de barmhjertige søstre, der
plukker charpi til disse ulykkelige tilskade-
komne, lægger forbindinger lindt om sårene, læ-
ger og heler dem –
allesammen et offer for en god sags skyld? Og br
bringer De det ikke gerne og gladeligen? Således
skal det også være. Disse moralsk fordærvede, hvis
forbedring vi arbejder for, er at betragte som så-
rede soldater på en slagmark. De, mine damer,
er diakonisserne, de barmhjertige søstre, der
plukker charpi til disse ulykkelige tilskade-
komne, lægger forbindinger lindt om sårene, læ-
ger og heler dem –
Enkefru Bernick
.Det må være en stor nådens gave at kunne se
alt i et så smukt lys.
alt i et så smukt lys.
Adjunkt Rørlund
.Meget er medfødt i så henseende; men meget
kan også erhverves. Genvordigheder og hjemsøgel-
ser er en god skole. Jeg er viss på at der for Dem,
fru Bernick, er gået et både renere og smukkere
lys op, alt efter som Deres legemlige øjne sluktes.
kan også erhverves. Genvordigheder og hjemsøgel-
ser er en god skole. Jeg er viss på at der for Dem,
fru Bernick, er gået et både renere og smukkere
lys op, alt efter som Deres legemlige øjne sluktes.
Enkefru Bernick
.Ak, tal ikke om det, herr adjunkt! Jeg må tilstå,
jeg er mangen gang verdslig nok til at ville bytte
det indre lys bort, hvis jeg derved kunde få det
ydre igen.
jeg er mangen gang verdslig nok til at ville bytte
Faksimile
legg: 1, blad: [4]r
det indre lys bort, hvis jeg derved kunde få det
ydre igen.
Adjunkt Rørlund
.Ja, se, det er anfægtelserne, kære frue! Det er li-
gesom jernbanetogene, der kom med hujende pas-
sagerer til den lille menighed i det fjerne ves-
ten. Men mod slige urolige gæster gælder det at
stænge døren. Og, i sandhed, hvad har De egentlig
tabt? Har De ikke meget mere vundet en skranke
imellem Dem og verden? Føler De Dem ikke
tryg her, hvor De sidder som en af støtterne for
vort lille velgørenheds-samfund? Sætter De virke-
lig så megen pris på det liv, De hører summe
hist udenfor? Der går menneskene i solskinnet
og sveder og tumler med sine små anliggender
og sine små sorger. Nej, da har vi det sande-
ligen bedre, vi, som sidder svalt herinde og ven-
der ryggen til den kant, hvorfra forstyrrelsen
kommer.
gesom jernbanetogene, der kom med hujende pas-
sagerer til den lille menighed i det fjerne ves-
ten. Men mod slige urolige gæster gælder det at
stænge døren. Og, i sandhed, hvad har De egentlig
tabt? Har De ikke meget mere vundet en skranke
imellem Dem og verden? Føler De Dem ikke
tryg her, hvor De sidder som en af støtterne for
vort lille velgørenheds-samfund? Sætter De virke-
lig så megen pris på det liv, De hører summe
hist udenfor? Der går menneskene i solskinnet
og sveder og tumler med sine små anliggender
og sine små sorger. Nej, da har vi det sande-
ligen bedre, vi, som sidder svalt herinde og ven-
der ryggen til den kant, hvorfra forstyrrelsen
kommer.
Enkefru Bernick
.Ja, Gud, De har visst så fuldkommen ret –
Adjunkt Rørlund
.Og i et hus, som dette; i et godt og rent hjem, hvor
familjelivet kommer tilsyne i sin smukkeste
skikkelse, – hvor fred og endrægtighed hersker
– – (til fru Bernick.) Hvad lytter De efter,
frue?
familjelivet kommer tilsyne i sin smukkeste
skikkelse, – hvor fred og endrægtighed hersker
– – (til fru Bernick.) Hvad lytter De efter,
frue?
Fru Bernick
.
(vendt mod den forreste dør tilvenstre.)
Faksimile
legg: 1, blad: [4]v
Hvor højrøstede de blir derinde.
Adjunkt Rørlund
.Er der noget særdeles påfærde?
Fru Bernick
.Jeg ved ikke. Jeg hører der er nogen inde hos
min mand.
min mand.
Enkefru Bernick
.Hvem kan det være?
Fru Bernick
.Nej, jeg ved sletikke –
Enkefru Bernick
.Det er jo din fader, som taler så højt, Betty!
Fru Bernick
.Ja, jeg synes også –
(Hilmar Tønnesen, med cigar i munden, kommer
ind ad døren tilhøjre men standser ved synet
af de mange damer.)
ind ad døren tilhøjre men standser ved synet
af de mange damer.)
Hilmar Tønnesen
.Å, om forladelse –!
(vil trække sig tilbage.)
Fru Bernick
.Nej, Hilmar, kom kun nærmere! Du forstyr-
rer ikke. Var det noget du vilde?
rer ikke. Var det noget du vilde?
Hilmar Tønnesen
.Nej, jeg vilde kun se indom. – Godmorgen, mine
damer! (til søsteren.) Er han her endnu?
damer! (til søsteren.) Er han her endnu?
Fru Bernick
.Hvem?
Fru Bernick
.Ja, jeg hører far er inde hos Bernick. Jeg vid-
ste ikke –
ste ikke –
Hilmar Tønnesen
.Når jeg kunde skønne, hvad de vil med ham –
Fru Bernick
.Hvad er det da egentlig?
Hilmar Tønnesen
.Å, det er nok dette jernbane-vrøvl igen.
Fru Bernick
.Så?
Enkefru Bernick
.Stakkels Karsten, skal han endne have flere u-
behageligheder –
behageligheder –
Adjunkt Rørlund
.Jeg trode sandelig den sag var både død og begra-
ven.
ven.
Hilmar Tønnesen
.Ja, er den det ikke før, så blir den det nok idag.
Fru Bernick
.
Sagde far det?
Hilmar Tønnesen
.
Han? Tror du han havde rede på nogenting?
Men jeg mødte fuldmægtig Krap og han fortalte
at Bernick havde sendt bud til købmand Sand-
stad, til købmand Rasmussen, – «Rasmussen i
Bakken» – og til Mikkel Vigeland, – Hellig-Mikkel,
som de kalder ham –
Men jeg mødte fuldmægtig Krap og han fortalte
at Bernick havde sendt bud til købmand Sand-
stad, til købmand Rasmussen, – «Rasmussen i
Bakken» – og til Mikkel Vigeland, – Hellig-Mikkel,
som de kalder ham –
Faksimile
legg: 1, blad: [5]v
Adjunkt Rørlund
.Hm –
Hilmar Tønnesen
.
Om forladelse, herr adjunkt! – Og så havde han
havt bud efter gamle Tønnesen. Gud ved, hvor-
for han skulde være med.
havt bud efter gamle Tønnesen. Gud ved, hvor-
for han skulde være med.
Fru Rummel
.Det er jo byens formandskab, herr kandidat!
Hilmar Tønnesen
.
Gamle Tønnesen sidder da ikke længere i for-
mandskabet.
mandskabet.
Fru Holt
.Ja, men det er de mænd, som fik sagen forhin-
dret ifjor.
dret ifjor.
Enkefru Bernick
.Det var min søn, som fik sagen forhindret ifjor,
fru Holt! Jeg tror nok og at når noget skal gø-
res eller ikke gøres her i byen, så kommer
det an på Karsten.
fru Holt! Jeg tror nok og at når noget skal gø-
res eller ikke gøres her i byen, så kommer
det an på Karsten.
Fru Holt
.Ja, bevares; det er der naturligvis ingen tvivl om,
men –
men –
Hilmar Tønnesen
.Forresten har jeg sletikke imod at de begynder
at vrøvle igen; det blir ialfald en adspredelse.
at vrøvle igen; det blir ialfald en adspredelse.
Adjunkt Rørlund
.Å, den slags adspredelser synes jeg man må kun-
ne undvære.
ne undvære.
Hilmar Tønnesen
.Faksimile
legg: 1, blad: [6]r
Ja, det er som man tar det. – Men jeg står
her og røger. Jeg beder damerne meget om for-
ladelse –
(går op mod havedøren.)
her og røger. Jeg beder damerne meget om for-
ladelse –
Enkefru Bernick
.De må gerne r{y}øge; jeg synes det er en meget
god cigar –
god cigar –
Hilmar Tønnesen
.Nej, det er en meget slet cigar. Der er ikke en
god cigar at opdrive i hele byen. Det er også
en af behagelighederne ved småstadslivet –
(blader i adjunktens bog.) «Samfundet i ursko-
ven». Hvad er nu det for noget sludder?
god cigar at opdrive i hele byen. Det er også
en af behagelighederne ved småstadslivet –
(blader i adjunktens bog.) «Samfundet i ursko-
ven». Hvad er nu det for noget sludder?
Fru Bernick
.Gud, Hilmar, det må du ikke sige! Du har visst
ikke læst den bog.
ikke læst den bog.
Hilmar Tønnesen
.Nej; og jeg agter heller ikke at læse den.
Fru Bernick
.Du er nok ikke rigtig vel tilpas idag.
Hilmar Tønnesen
.Nej, jeg er ikke.
Fru Bernick
.Har du kanske ikke sovet godt inat?
Hilmar Tønnesen
.Nej, jeg har sovet meget slet. Jeg gik en tur igår-
aftes for min sygdoms skyld, og da traf jeg på
Evensen. Så drev vi op i klubben, og der blev
vi siddende til klokken halv et. Evensen for-
talte om en opdagelsesrejse til nordpolen. Det er
en umådelig fantasi det menneske har.
aftes for min sygdoms skyld, og da traf jeg på
Evensen. Så drev vi op i klubben, og der blev
vi siddende til klokken halv et. Evensen for-
Faksimile
legg: 1, blad: [6]v
talte om en opdagelsesrejse til nordpolen. Det er
en umådelig fantasi det menneske har.
Fru Rummel
.Nå, det bekom Dem da visst ikke godt.
Hilmar Tønnesen
.Nej; jeg lå siden hele natten og vælted mig i halv-
søvne og drømte at jeg blev forfulgt af en væm-
melig hvalros. Uf, nu skriger han igen!
søvne og drømte at jeg blev forfulgt af en væm-
melig hvalros. Uf, nu skriger han igen!
Fruerne
.Hvem skriger?
Hilmar Tønnesen
.Gamle Tønnesen, naturligvis. Han kan aldrig
moderere sin stemme og det gør mig så nervøs.
moderere sin stemme og det gør mig så nervøs.
Adjunkt Rørlund
.De andre er hellerikke lavmælte, synes mig.
Enkefru Bernick
.Nu, det må jo også være ærgerligt for Karsten at
få den kedelige sag op igen.
få den kedelige sag op igen.
Adjunkt Rørlund
.Forhåbentlig viser han projektmagerne vinterve-
jen, så de holder sig i skindet herefter.
jen, så de holder sig i skindet herefter.
Fru Rummel
.Ja, herr Bernick har rigtignok altid været byens
gode ånd –
gode ånd –
Fru Holt
.Ja, det må De nok sige, fru Rummel! Lige fra han
som ungt menneske kom hjem fra udlandet –
som ungt menneske kom hjem fra udlandet –
Enkefru Bernick
.Ak ja, det var støjende tider.
Faksimile
legg: 2, blad: [1]r
2.
Fru Salvesen
.Var her virkelig så slemt før?
Fru Rummel
.Ja, det kan De tro, fru Salvesen! De kan prise
Dem lykkelig at De ikke bode her dengang; og De
også, herr adjunkt!
Dem lykkelig at De ikke bode her dengang; og De
også, herr adjunkt!
Enkefru Bernick
.Ja, hvilke forandringer har ikke jeg oplevet! Når
jeg tænker tilbage på mine yngre dage –
jeg tænker tilbage på mine yngre dage –
Fru Bernick
.Å, tænk blot en tolv–fjorten år tilbage. Gud, –
hvad var det ikke for et liv –? Alting gik op i for-
nøjelser. Dengang bestod både balforeningen og mu-
sikforeningen –
hvad var det ikke for et liv –? Alting gik op i for-
nøjelser. Dengang bestod både balforeningen og mu-
sikforeningen –
Marta
.Og den dramatiske forening. Den kan jeg godt
huske.
huske.
Fru Rummel
.Ja, det var der Deres stykke blev opført, herr
Tønnesen!
Tønnesen!
Hilmar Tønnesen
(i baggrunden.)
Å, hvad, hvad –!
Adjunkt Rørlund
.Herr Tønnesens stykke?
Fru Salvesen
.Var det ikke i det stykke, De fortalte mig, at
De havde spillet E elskerinde, fru Rummel?
De havde spillet E elskerinde, fru Rummel?
Jeg? Det kan jeg virkelig ikke mindes, fru Sal-
vesen! Men jeg husker godt al den støjende sel-
skabelighed i familjerne.
vesen! Men jeg husker godt al den støjende sel-
skabelighed i familjerne.
Fru Holt
.Ja, jeg ved såmæn de huse, hvor der var to sto-
re middage i ugen.
re middage i ugen.
Fru Bernick
.Og om sommeren, når de fremmede officerer lå
her på exercits –
her på exercits –
Fru Holt
.Uf, de fæle officerer!
Fru Bernick
.– da havde vi både sejlture og landture –
Adjunkt Rørlund
.– og det sågar om søndagene, efter hvad jeg har
ladet mig sige.
ladet mig sige.
Fru Bernick
.Ja, dengang forstod vi det ikke bedre. Vi syn-
tes endogså at det var uhyre morsomt.
tes endogså at det var uhyre morsomt.
Adjunkt Rørlund
.Nå, for det naturlige menneske er jo deslige
ting også morsomme. Men det må vi se at
komme ud over, fru Bernick!
ting også morsomme. Men det må vi se at
komme ud over, fru Bernick!
Enkefru Bernick
.Forresten vil jeg sige at der var mange omstæn-
digheder, som på en måde undskyldte os.
digheder, som på en måde undskyldte os.
Adjunkt Rørlund
.Undskyldte –?
Faksimile
legg: 2, blad: [2]r
Enkefru Bernick
.Ja, om ikke undskyldte, så dog i al fald – nå;
mændene havde i den tid lidet at bestille, og vi
fruentimmer næsten endnu mindre. Vi hav-
de huset at skøtte og intet andet. Ingen af vo-
re foreninger var den tid sat igang. Før De
kom hertil tænkte man jo ikke på sådant
noget.
mændene havde i den tid lidet at bestille, og vi
fruentimmer næsten endnu mindre. Vi hav-
de huset at skøtte og intet andet. Ingen af vo-
re foreninger var den tid sat igang. Før De
kom hertil tænkte man jo ikke på sådant
noget.
Fru Bernick
.Og dog var der alvorlige mennesker iblandt
imellem os dengang også.
imellem os dengang også.
Adjunkt Rørlund
.Var der virkelig? Og hvem var så det?
Fru Bernick
.Å, det var forskellige.
Enkefru Bernick
.Betty tænker nok især på Lona Hessel –
Adjunkt Rørlund
.Hessel? Er det den frøken Hessel, som le-
ver i udlandet?
ver i udlandet?
Fru Bernick
.Ja; der har hun levet i lang tid; lige siden –
Adjunkt Rørlund
.Hvor længe, siger De?
Fru Bernick
.Nej, jeg kan ikke huske det så nøje.
Fru Rummel
.Gud, fru Bernick, kan De ikke huske,
hun rejste netop i de dage De havde bryllup?
hun rejste netop i de dage De havde bryllup?
Faksimile
legg: 2, blad: [2]v
Fru Bernick
.Nej, jeg husker det virkelig ikke.
Fru Holt
.Hun flakker nok vidt omkring, både i Tysk-
land og Frankrig og Italien.
land og Frankrig og Italien.
Enkefru Bernick
.Ja, vi har ikke hørt fra hende på flere år.
Hun var langt ude beslægtet med min salig
mand, herr adjunkt! Men hun skriver al-
drig. Gud ved om hun har fundet fred nogen-
steds?.
Hun var langt ude beslægtet med min salig
mand, herr adjunkt! Men hun skriver al-
drig. Gud ved om hun har fundet fred nogen-
steds?.
Adjunkt Rørlund
.Det tvivler jeg på, frue! Den fred, som vi ikke
har indeni os, finder vi neppe udenfor. Og mindst
i udlandet. Vi ser jo daglig, både af aviser og af
skrifter, hvorledes det står til derude. Tvivl og
gærende uro på alle kanter; ufred i sindene og u-
sikkerhed i alle forholde; opløsning i familje-
kredsene og omstyrtningslyster i det store sam-
fund. Nej, da bør vi nok herhjemme takke Gud
at vi har det, som vi har det! Vel vokser her
ugræs mellem grøden; men vi lever dog på en
jordbund, hvor der kan vokse noget, enten det
nu arter sig til det gode eller til det onde. –
Jeg skulde derfor, som sagt, meget tvivle på at
frøken Hessel derude i det fjerne har fundet
fred, dersom det var den, hun rejste efter.
har indeni os, finder vi neppe udenfor. Og mindst
i udlandet. Vi ser jo daglig, både af aviser og af
skrifter, hvorledes det står til derude. Tvivl og
gærende uro på alle kanter; ufred i sindene og u-
sikkerhed i alle forholde; opløsning i familje-
kredsene og omstyrtningslyster i det store sam-
fund. Nej, da bør vi nok herhjemme takke Gud
at vi har det, som vi har det! Vel vokser her
ugræs mellem grøden; men vi lever dog på en
jordbund, hvor der kan vokse noget, enten det
nu arter sig til det gode eller til det onde. –
Jeg skulde derfor, som sagt, meget tvivle på at
frøken Hessel derude i det fjerne har fundet
fred, dersom det var den, hun rejste efter.
Marta
.Nu, det får vi kanske se, snarere end nogen tænker.
Faksimile
legg: 2, blad: [3]r
Fru Holt
.Ja, hvem var det som fortalte at hun skulde
komme hjem isommer?
komme hjem isommer?
Fru Bernick
.Å, det har været sagt så of mange gange. Det
blir visst ikke til noget.
blir visst ikke til noget.
Marta
.Dennegang turde det dog blive til alvor.
Hilmar Tønnesen
.Man kan mærke, frøken Bernick har med
telegrafen at gøre.
telegrafen at gøre.
Fru Rummel
.Ja, kommer hun hjem isommer, så vil hun
rigtignok finde stor og glædelig forandring. Hun
rejste jo netop i den allerværste tid, da byen stod
ligesom rent på ende. Det var den vinter Møl-
lers komedieselskab var her. Kan De ikke hu-
ske, fru Bernick, de spilled på sejlmager
Holms sal?
rigtignok finde stor og glædelig forandring. Hun
rejste jo netop i den allerværste tid, da byen stod
ligesom rent på ende. Det var den vinter Møl-
lers komedieselskab var her. Kan De ikke hu-
ske, fru Bernick, de spilled på sejlmager
Holms sal?
Fru Bernick
.Jo, det er nok muligt.
Fru Holt
(med et blik til fru Rummel.)
Hm – hm!
Fru Rummel
(uden at bemærke det.)
Nej, det er ganske visst! Å, jeg husker det så
tydeligt, som om det var idag. Ja, den vinter
var her rigtignok kommers i byen. Var det
ikke i det år at –?
tydeligt, som om det var idag. Ja, den vinter
var her rigtignok kommers i byen. Var det
Faksimile
legg: 2, blad: [3]v
ikke i det år at –?
Fru Holt
(som før.)
Hm –!
Fru Rummel
(bemærker det.)
Nej, det er sandt –. Jeg taler rent hen i tågen –
Fru Bernick
.Men skulde vi ikke heller –?
Fru Salvesen
.Ja, hvorledes hænger det egentlig sammen
med alle de gale historier fra den tid? Jeg
er jo så ny på stedet, så jeg sletikke har fåt
rede på –
med alle de gale historier fra den tid? Jeg
er jo så ny på stedet, så jeg sletikke har fåt
rede på –
Fru Rummel
.Å, det var såmæn igrunden ingenting, fru
Salvesen!
Salvesen!
Fru Holt
.Søde Dina, ræk mig det linned der!
Fru Bernick
.
(på samme tid.)
Kære Dina, gå ud og bed Katrine bringe os
kaffeen på verandaen.
kaffeen på verandaen.
Marta
.Jeg skal gå med dig, Dina!
(Dina og Marta går ud gennem den bagerste
dør til venstre.)
dør til venstre.)
Fru Bernick
.Og så får arbejdet hvile for en stund. Kom, lad
mig hjælpe dig, kære moder! Vær så artig, mi-
ne damer!
Faksimile
legg: 2, blad: [4]r
mig hjælpe dig, kære moder! Vær så artig, mi-
ne damer!
(Hun leder den gamle frue ud på havetrappen.
Adjunkten og Hilmar Tønnesen tager ligeledes
plads derude. De øvrige damer har imidlertid
rejst sig og lægger sine håndarbejder sammen.)
Adjunkten og Hilmar Tønnesen tager ligeledes
plads derude. De øvrige damer har imidlertid
rejst sig og lægger sine håndarbejder sammen.)
Fru Rummel
(sagte.)
Gud, fru Salvesen, hvor De gjorde mig forskræk-
ket!
ket!
Fru Salvesen
.Jeg!
Fru Holt
.Ja, men det var rigtig Dem selv, som begynd-
te, fru Rummel!
te, fru Rummel!
Fru Rummel
.Jeg? Nej, hvor kan De dog sige det, fru Holt?
Der kom da ikke et levende ord over min mund.
Der kom da ikke et levende ord over min mund.
Fru Salvesen
.Men hvad er det da?
Fru Rummel
.Hvor kunde De tale om –? Tænk, – så De
da ikke at Dina var inde?
da ikke at Dina var inde?
Fru Salvesen
.Dina? Men, bevares vel, er der noget påfær-
de med –?
de med –?
Fru Holt
.Og så her i huset! Ved De da ikke at det
var fru Bernicks broder –?
var fru Bernicks broder –?
Faksimile
legg: 2, blad: [4]v
Fru Salvesen
.Hvad han? Jeg ved jo slet ingen ting; jeg
er jo ganske ny –
er jo ganske ny –
Fru Rummel
.Har De da ikke hørt at –? Hm; gå i for-
vejen du, Hilda!
vejen du, Hilda!
Fru Holt
.Gå du også, Netta! Og vær rigtig venlig mod
Dina, når hun kommer.
Dina, når hun kommer.
(Hilda og Netta går ud på havetrappen.)
Fru Salvesen
.Nå, hvad var det så med fru Bernicks broder?
Fru Rummel
.Ved De ikke, det var ham, som havde den
fæle historie?
fæle historie?
Fru Salvesen
.Har kandidat Tønnesen havt en fæl historie?
Fru Holt
.Nej, ikke han, fru Salvesen! Det var den an-
den broder –
den broder –
Fru Rummel
.– den forlorne broder –
Fru Holt
.– gamle Tønnesens yngste søn; en, som var
sømand. Han rømte til Amerika.
sømand. Han rømte til Amerika.
Fru Salvesen
.Og han havde altså den fæle historie?
Fru Rummel
.Ja; det var noget sådant –; hvad skal jeg kalde
det? Det var noget sådant med Dinas moder.
Faksimile
legg: 2, blad: [5]r
det? Det var noget sådant med Dinas moder.
Fru Holt
.Madam Dorf var nemlig ved Møllers sel-
skab, skal De vide –
skab, skal De vide –
Fru Rummel
.– og så kommer skuespiller Dorf hjem sent
en aften –
en aften –
Fru Holt
.– ganske uventet –
Fru Rummel
.– og så finder han –; nej; det lar sig virkelig
ikke fortælle.
ikke fortælle.
Fru Holt
.Men vil De tænke Dem, – den unge Tønnesen
må springe ud af vinduet!
må springe ud af vinduet!
Fru Rummel
.Ja, og det var endda et kvistvindu! Og så var
det han rømte til Amerika.
det han rømte til Amerika.
Fru Salvesen
.Å nej, å nej; hvilken ulykke at jeg ikke vidste –
{
H
}Fru Holt
.J{e}a, der kan De se, hvor varsomme vi må væ-
re. Den stakkels Dina kan jo ikke for at hendes
moder er en sådan en. Hun var dengang et barn
på en sex–syv år –
re. Den stakkels Dina kan jo ikke for at hendes
moder er en sådan en. Hun var dengang et barn
på en sex–syv år –
Fru Rummel
.Hys, – der kommer hun! (højt.) Ja, den Di-
na, det er rigtig en flink pige! Nå, er du der,
Dina? Vi står her og lægger tøjet fra os.
na, det er rigtig en flink pige! Nå, er du der,
Dina? Vi står her og lægger tøjet fra os.
Faksimile
legg: 2, blad: [5]v
Fru Holt
.Ak, hvor din kaffe dufter dejligt, søde Dina! Nu
skal det rigtig smage at få en liden kop tillivs.
skal det rigtig smage at få en liden kop tillivs.
(Marta og Dina har imidlertid hjulpet tjenes-
tepigen at bringe kaffetøjet ud på verandaen.
Damerne tager plads derude; de taler overvæt-
tes venligt til Dina. Lidt efter går hun ind
i forsalen og søger sit håndarbejde.)
tepigen at bringe kaffetøjet ud på verandaen.
Damerne tager plads derude; de taler overvæt-
tes venligt til Dina. Lidt efter går hun ind
i forsalen og søger sit håndarbejde.)
Fru Bernick
(ude ved kaffebordet.)
Dina, vil ikke du også –?
Dina
.Nej, tak; jeg vil ikke.
(Hun tager sit sytøj og sætter sig, med ryggen halvt
vendt imod arbejdsbordet. Fru Bernick og adjunkten
veksler nogle ord; et øjeblik efter går han ind
i forsalen.)
vendt imod arbejdsbordet. Fru Bernick og adjunkten
veksler nogle ord; et øjeblik efter går han ind
i forsalen.)
Adjunkt Rørlund
(gør sig et ærende hen til bordet og siger dæmpet:)
Dina!
Dina
.Ja!
Adjunkt Rørlund
.Hvorfor vil De ikke være derude?
Dina
.Fordi de sidder og tænker på min moder. Hvorfor
kan de ikke tale om hende? Tale ondt om hende!
Men det gør de aldrig; de bare tænker og ynker, –
og det tåler jeg ikke!
kan de ikke tale om hende? Tale ondt om hende!
Men det gør de aldrig; de bare tænker og ynker, –
og det tåler jeg ikke!
Faksimile
legg: 2, blad: [6]r
Adjunkt Rørlund
.De har et stridigt sind, Dina!
Dina
.Ja!
Adjunkt Rørlund
.Men hvorfor har De det?
Dina
.Jeg er ikke anderledes.
Adjunkt Rørlund
.Kunde De ikke prøve på at blive anderledes?
Dina
.Nej; det vilde ikke nytte.
Adjunkt Rørlund
.Hvorfor ikke?
Dina
.
(ser fast på ham.)
Jeg hører jo til de moralsk fordærvede.
Adjunkt Rørlund
.Fy, Dina!
Dina
.Både jeg og mor hører til de moralsk fordærvede.
Adjunkt Rørlund
.Hvem kan have sagt Dem noget sådant?
Dina
.Ingen har sagt noget; men de tænker det, – allesammen.
Adjunkt Rørlund
.
Denne mistro har jeg ofte sporet hos Dem. Hæn-
ger den sammen med at De undertiden går skjul-
te veje?
ger den sammen med at De undertiden går skjul-
te veje?
Faksimile
legg: 2, blad: [6]v
Dina
.Hvad mener De med det?
Adjunkt Rørlund
.Hvor var De henne sent igåraftes, Dina?
Dina
(bøjet over arbejdet.)
Ved De det også?
Adjunkt Rørlund
.Hvor var De?
Dina
.Hjemme.
Adjunkt Rørlund
.Hjemme? De mener vel, hos Deres moder?
Dina
.Ja.
Adjunkt Rørlund
.Jeg trode De havde Deres hjem her.
Dina
.Ja, de har taget mig i huset.
Adjunkt Rørlund
.På den betingelse at De ikke skal besøge Deres
moder.
moder.
Dina
.Ja.
Adjunkt Rørlund
.Og alligevel besøger De hende?
Dina
.Jeg er ikke anderledes.
Dina
.Det er morsommere hos hende.
Adjunkt Rørlund
.Så?
Dina
.Her i huset vilde jeg ikke være en dag længere,
dersom ikke De kom så ofte.
dersom ikke De kom så ofte.
Adjunkt Rørlund
.Sig mig, kære Dina, – hvorfor er De egentlig så ger-
ne sammen med mig?
ne sammen med mig?
Dina
.Jeg tror det er fordi jeg lærer så meget smukt
af Dem.
af Dem.
Adjunkt Rørlund
.Smukt? Kalder De det, jeg kan lære Dem, for
noget smukt?
noget smukt?
Dina
.Ja.
Adjunkt Rørlund
.Hvad forstår De da egentlig ved en smuk ting?
Dina
.Det har jeg aldrig tænkt over.
Adjunkt Rørlund
.Så tænk over det nu. Hvad forstår De ved en
smuk ting?
smuk ting?
Dina
.En smuk ting er det, som er stort, – og langt
borte.
borte.
Faksimile
legg: 3, blad: [1]v
Adjunkt Rørlund
.Hm! Kære Dina, jeg er så inderlig bekymret
for Dem –
for Dem –
Dina
.Kun det?
Adjunkt Rørlund
.De ved dog visst godt, hvor usigelig kær De er
mig.
mig.
Dina
.Men hvorfor siger De det så ikke? Dersom det
havde været Hilda eller Netta, så vilde De ikke
været bange for at lade nogen mærke det.
havde været Hilda eller Netta, så vilde De ikke
været bange for at lade nogen mærke det.
Adjunkt Rørlund
.Å, De kan så lidet dømme om de tusend hensyn –.
Når en mand er sat til at være en støtte for det sam-
fund, han står i –. Hys; der kommer de!
Når en mand er sat til at være en støtte for det sam-
fund, han står i –. Hys; der kommer de!
(Hun ser et øjeblik på ham; derpå går hun ud på
havetrapen; adjunkten går ligeledes op mod baggrun-
den. I det samme kommer gamle Tønnesen stø-
jende ud fra herr Bernicks værelse.)
havetrapen; adjunkten går ligeledes op mod baggrun-
den. I det samme kommer gamle Tønnesen stø-
jende ud fra herr Bernicks værelse.)
Mads Tønnesen
(i døren.)
Nej, nej, nej, siger jeg! Aldrig i verden, siger jeg!
Nu går jeg min vej, så sandt jeg heder Mads Tøn-
nesen!
(slår døren i.)
Nu går jeg min vej, så sandt jeg heder Mads Tøn-
nesen!
Hilmar Tønnesen
(på samme tid til fru Bernick.)
Der har vi ham. Farvel!
Faksimile
legg: 3, blad: [2]r
(vil skynde sig ud til højre.)
Mads Tønnesen
.Hilmar! Min søn Hilmar, vent, så går vi
sammen! Nu sker her tegn og underlige gernin-
ger, Hilmar! Noget så galt har jeg fanden ri-
ve mig aldrig hørt!
sammen! Nu sker her tegn og underlige gernin-
ger, Hilmar! Noget så galt har jeg fanden ri-
ve mig aldrig hørt!
Hilmar Tønnesen
(ved udgangsdøren.)
Hys; band dog ikke så fælt. Ser du ikke hvem
der sidder derude?
der sidder derude?
Mads Tønnesen
.Nej, se, er gamlefruen der! (nærmere.) Godmor-
gen, frue!
gen, frue!
Hilmar Tønnesen
.Kom nu; kom nu!
Enkefru Bernick
.Godmorgen, Tønnesen! Nå, er det så forbi?
Mads Tønnesen
.Ja, nu er det nok snart forbi med os allesammen.
Jeg har aldrig hørt noget så urimeligt. Nu vil han
bygge jernbane alligevel!
Jeg har aldrig hørt noget så urimeligt. Nu vil han
bygge jernbane alligevel!
Adjunkt Rørlund
.Hvad for noget?
Enkefru Bernick
.Hvem?
Mads Tønnesen
.Deres søn, begribeligvis!
Fru Bernick
.Men, kære far –?
Faksimile
legg: 3, blad: [2]v
De tre fruer
.Nej, kan det være muligt –!
Mads Tønnesen
.Nej, det er rent umuligt! Det går ikke; for han
vil bygge den for vore penge –
vil bygge den for vore penge –
Enkefru Bernick
.Nå, han vil vel bygge den for sine egne også.
Mads Tønnesen
.Ja, han får gøre med sine egne penge, hvad
han vil; han har nok af de{t}m; og let har han for-
tjent dem. Men jeg, frue, som begyndte med to
tomme næver –
han vil; han har nok af de{t}m; og let har han for-
tjent dem. Men jeg, frue, som begyndte med to
tomme næver –
Hilmar Tønnesen
(fremdeles ved udgangsdøren.)
Hænder –
Mads Tønnesen
.
Jeg siger næver, min søn Hilmar! Ja-Gu’ var
de tomme dengang, frue; og skidne var de
også –
de tomme dengang, frue; og skidne var de
også –
Hilmar Tønnesen
.Uf da!
Mads Tønnesen
.Men det er arbejdets ære, frue; og med de næ-
ver holder jeg fast på det, som jeg har svedet så
surt for –
ver holder jeg fast på det, som jeg har svedet så
surt for –
Hilmar Tønnesen
.Uf, uf, uf!
Mads Tønnesen
.Jaha, jeg ved nok at folk i byen kalder mig
for Grævlingen; men {g}Grævlingen skal vise dem at
han har kløer, han! Er det ikke rigtigt, min
søn Hilmar?
Faksimile
legg: 3, blad: [3]r
for Grævlingen; men {g}Grævlingen skal vise dem at
han har kløer, han! Er det ikke rigtigt, min
søn Hilmar?
Hilmar Tønnesen
.Jo, kom nu bare; kom nu!
Mads Tønnesen
.Jernbane! Ligesom ikke jeg vidste, hvorledes
det har sig med jernbanerne! Når et ungt men-
neske over i Amerika sætter sig ombord i en
jernbane, så er han borte for bestandig. – Men
hvorfor fanden kan du ikke komme, Hilmar?
Jeg er viss på, maden er på bordet for længe si-
den. – Farvel, frue; farvel, Betty; farvel, alle-
sammen!
det har sig med jernbanerne! Når et ungt men-
neske over i Amerika sætter sig ombord i en
jernbane, så er han borte for bestandig. – Men
hvorfor fanden kan du ikke komme, Hilmar?
Jeg er viss på, maden er på bordet for længe si-
den. – Farvel, frue; farvel, Betty; farvel, alle-
sammen!
(han og Hilmar går ud tilhøjre.)
Adjunkt Rørlund
.Men dette rimer sig jo sletikke sam med at
herr Bernick ifjor –
herr Bernick ifjor –
Enkefru Bernick
.Din fader må have taget fejl, Betty!
Fru Bernick
.Ja, jeg kan ikke tænke mig andet.
(Købmændene Sandstad,
˹Rummel˺
Rasmussen
og Vigeland
kommer ud fra værelset tilvenstre fulgt af gros-
serer Bernick, der har en bunke papirer i hånden.)
kommer ud fra værelset tilvenstre fulgt af gros-
serer Bernick, der har en bunke papirer i hånden.)
Grosserer Bernick
.Ja, mine herrer, jeg betragter ikke dette som
noget endeligt afslag. Tag dog idetmindste papirer-
ne med Dem hjem og forsøg at sætte Dem nøjere
ind i mine beregninger.
noget endeligt afslag. Tag dog idetmindste papirer-
ne med Dem hjem og forsøg at sætte Dem nøjere
Faksimile
legg: 3, blad: [3]v
ind i mine beregninger.
Købmand Sandstad
.Jeg er en ligefrem mand, jeg, herr Bernick, og jeg
siger iår som jeg sagde ifjor –
siger iår som jeg sagde ifjor –
Grosserer Bernick
.Men sagen er jo ikke den samme iår som ifjor.
Købmand Rasmussen
.Nej, det er den ikke –
Købmand Sandstad
.Ja, det får nu være som det vil; men ikke kan
jeg råde privatfolk til at vove sine penge på det-
te; og endnu mindre kan jeg være med på at be-
vilge af byens midler.
jeg råde privatfolk til at vove sine penge på det-
te; og endnu mindre kan jeg være med på at be-
vilge af byens midler.
Købmand Rasmussen
.Ikke jeg heller.
Købmand Vigeland
.Og så frygter jeg for at det vil lede os ind udi verds-
lighed, herr Bernick! Nu er alle alvorlige menne-
skers sind rettet på at få det nye forsamlingshus
opført. Og vi må dog først og fremst tænke på de ånde-
lige behov.
lighed, herr Bernick! Nu er alle alvorlige menne-
skers sind rettet på at få det nye forsamlingshus
opført. Og vi må dog først og fremst tænke på de ånde-
lige behov.
Grosserer Bernick
.Forstår sig, forstår sig, herr Vigeland; men –
Købmand Sandstad
.Ja, De har valgt tiden så uheldigt, som vel muligt,
herr Bernick! Undskyld min ligefremhed; men
tænk bare på den svære storm, vi havde i Nordsøen
i forrige uge. Ingen kan vide, hvor store værdier
der er gåt tabt for byen; her kommer jo daglig
havarister ind –
herr Bernick! Undskyld min ligefremhed; men
tænk bare på den svære storm, vi havde i Nordsøen
i forrige uge. Ingen kan vide, hvor store værdier
der er gåt tabt for byen; her kommer jo daglig
Faksimile
legg: 3, blad: [4]r
havarister ind –
Købmand Rasmussen
.Ja, det var en svær storm –
Grosserer Bernick
.Alt dette indrømmes; medn De ved at hovedlinjen
er under arbejde, og skynder vi os ikke med at fatte
beslutning nu, så blir det for sent; vi kan ikke
bagefter få nogen sidelinje herned. Det må De
vel betænke, mine herrer!
er under arbejde, og skynder vi os ikke med at fatte
beslutning nu, så blir det for sent; vi kan ikke
bagefter få nogen sidelinje herned. Det må De
vel betænke, mine herrer!
Købmand Sandstad
.Nå, så får vi være den foruden.
Grosserer Bernick
.Og det moralske ansvar vil De virkelig tage på
Dem? Skal vore store skovtrakter fremdeles ligge u-
tilgængelige? Husk dog på alle de righoldige malm-
lejer, som kunde tages i drift! Tænk på vasdragene
med det ene fossefald ovenfor det andet! Hvilken fa-
brikvirksomhed kunde ikke der komme istand?
Dem? Skal vore store skovtrakter fremdeles ligge u-
tilgængelige? Husk dog på alle de righoldige malm-
lejer, som kunde tages i drift! Tænk på vasdragene
med det ene fossefald ovenfor det andet! Hvilken fa-
brikvirksomhed kunde ikke der komme istand?
Købmand Rasmussen
.Ja, det kunde der.
Købmand Vigeland
.Men alt det kom mere oplandet end byen tilgode,
herr Bernick!
herr Bernick!
Købmand Rasmussen
.Ja, det er sandt.
Grosserer Bernick
.Kære herr Vigeland, det kom samfundet tilgode;
og hvad der kommer samfundet tilgode, det vilde
også komme os tilgode. Derfor bør vi, som oplyste
borgere, støtte sagen med alle de kræfter, der står til
vor rådighed. Mænd, som De, kan dog umuligt være blin-
de for al den trivsel og fremgang, som ligger bagved
dette foretagende. Tag nu udkastet med Dem hjem.
Læs alle beregninger grundigt igennem. Sig til, hvis
der skulde findes nogen fejl i overslagene. Vær
så god, herr Sandstad!
og hvad der kommer samfundet tilgode, det vilde
også komme os tilgode. Derfor bør vi, som oplyste
Faksimile
legg: 3, blad: [4]v
borgere, støtte sagen med alle de kræfter, der står til
vor rådighed. Mænd, som De, kan dog umuligt være blin-
de for al den trivsel og fremgang, som ligger bagved
dette foretagende. Tag nu udkastet med Dem hjem.
Læs alle beregninger grundigt igennem. Sig til, hvis
der skulde findes nogen fejl i overslagene. Vær
så god, herr Sandstad!
Købmand Sandstad
.Ja, tage dem kan vi jo gerne –
Købmand Rasmussen
.Ja, det kan vi godt.
Købmand Vigeland
.Jeg, for min part, siger nu hverken for eller imod –
Købmand Rasmussen
.Ikke jeg heller.
Grosserer Bernick
.Ja, ja, mine herrer, sov nu ialfald på det først.
Vi kunde kanske dog komme til enighed. Drøft
sagen med henblik på Deres egne og på samfundets
interesser; og når vi er kommen så vidt at vi kan
lægge den vel forberedt frem for almenheden, så
skal De se, den vil ikke på langt nær møde
de vanskeligheder, som De nu tror. – Ja, far-
vel, mine herrer! Jeg tør ikke længer holde på Dem.
De ved, vi har ikke lang tid til at fatte beslut-
ning i. God middag, herr Sandstad! Farvel, kære
herr Vigeland! Farvel, herr Rasmussen! Farvel,
farvel; hils så hjertelig hjemme!
Vi kunde kanske dog komme til enighed. Drøft
sagen med henblik på Deres egne og på samfundets
interesser; og når vi er kommen så vidt at vi kan
lægge den vel forberedt frem for almenheden, så
skal De se, den vil ikke på langt nær møde
de vanskeligheder, som De nu tror. – Ja, far-
vel, mine herrer! Jeg tør ikke længer holde på Dem.
De ved, vi har ikke lang tid til at fatte beslut-
ning i. God middag, herr Sandstad! Farvel, kære
herr Vigeland! Farvel, herr Rasmussen! Farvel,
farvel; hils så hjertelig hjemme!
(De tre herrer tager afsked og går ud tilhøjre.)
Faksimile
legg: 3, blad: [5]r
Grosserer Bernick
(der har fulgt dem til døren.)
Puh; så vidt kom vi dog!
Adjunkt Rørlund
(oppe ved havedøren.)
Ja, grossereren er virkelig kommen videre end ifjor.
Fru Bernick
(ligeledes ved havedøren.)
Men, Karsten, hvorledes hænger dette egentlig
sammen?
sammen?
Grosserer Bernick
.Å, kære Betty, hvad kan nu det interessere
dig?
dig?
Enkefru Bernick
.Jo, Karsten, du må dog komme ud og fortælle
os –
os –
Grosserer Bernick
.Nej, kære gode moder, det er noget, som I ikke
kan sætte jer ind i.
kan sætte jer ind i.
Adjunkt Rørlund
.De vil altså alligevel have en sidebane herned
til byen, herr grosserer?
til byen, herr grosserer?
Grosserer Bernick
.Ja, nu skal De høre! De er en indsigtsfuld mand,
herr adjunkt, og ved naturligvis, hvad der før er pas-
seret i sagen –
herr adjunkt, og ved naturligvis, hvad der før er pas-
seret i sagen –
Adjunkt Rørlund
.Ja, jeg ved at en indlandsbane blev foretrukken
for en kystbane –
for en kystbane –
Faksimile
legg: 3, blad: [5]v
Grosserer Bernick
.Ganske rigtig!
Adjunkt Rørlund
.– og at De og byens øvrige fædre ifjor nægted bi-
drag til en sidebane herned.
drag til en sidebane herned.
Grosserer Bernick
.Aldeles rigtig! Det forslag, som forelå ifjor var u-
antageligt. Det vilde have kostet en urimelig mæng-
de penge; man måtte have bygget tunneller og
broer og en hel del andet. Se, alt dette kan vi nu
undgå og få vor bane for en ualmindelig billig pris.
antageligt. Det vilde have kostet en urimelig mæng-
de penge; man måtte have bygget tunneller og
broer og en hel del andet. Se, alt dette kan vi nu
undgå og få vor bane for en ualmindelig billig pris.
Adjunkt Rørlund
.Men hvorledes det, herr grosserer?
Grosserer Bernick
.Jo, det skal jeg sige Dem! – Ja, De må gerne høre
på, mine damer! – Nå! Kan De huske, herr ad-
junkt, at jeg en uges tid ivåres var fraværende på en
rejse opover i landet?
på, mine damer! – Nå! Kan De huske, herr ad-
junkt, at jeg en uges tid ivåres var fraværende på en
rejse opover i landet?
Adjunkt Rørlund
.Ja; det var i Pintse-ugen.
Grosserer Bernick
.Netop! Vårflommen var, som De ved, overordent-
lig stor iår og havde anrettet en hel del skade.
Således fik jeg blandt andet høre at Trangdals-elven
var gåt over sine bredder og at den løb ud i Trang-
dals-vandet gennem sit gamle leje. Dette slog mig
som et lyn! Jeg rejste derop; og hvad finder jeg?
Jo, ganske rigtig, – hele Trangdals-kløften nedover lig-
ger tør som en landevej, – Trangdals-kløften, ser De,
som netop havde været den afgørende naturhin-
dring imod sidebanen –
lig stor iår og havde anrettet en hel del skade.
Således fik jeg blandt andet høre at Trangdals-elven
var gåt over sine bredder og at den løb ud i Trang-
dals-vandet gennem sit gamle leje. Dette slog mig
som et lyn! Jeg rejste derop; og hvad finder jeg?
Jo, ganske rigtig, – hele Trangdals-kløften nedover lig-
ger tør som en landevej, – Trangdals-kløften, ser De,
Faksimile
legg: 3, blad: [6]r
som netop havde været den afgørende naturhin-
dring imod sidebanen –
Adjunkt Rørlund
.Det var da højst mærkværdigt.
Grosserer Bernick
.Det var mere end mærkværdigt, herr adjunkt!
Jeg kom derop en søndags formiddag, og da jeg så-
dan med en gang fik blikket åbent for den u-
mådelige bærevidde af denne begivenhed, følte
jeg mig stemt næsten som til andagt. Denne na-
turomvæltning netop i den ellevte time –; var det
ikke tydeligt som om forsynet selv havde havt
en finger med i spillet?
Jeg kom derop en søndags formiddag, og da jeg så-
dan med en gang fik blikket åbent for den u-
mådelige bærevidde af denne begivenhed, følte
jeg mig stemt næsten som til andagt. Denne na-
turomvæltning netop i den ellevte time –; var det
ikke tydeligt som om forsynet selv havde havt
en finger med i spillet?
Adjunkt Rørlund
.Ja, det er så vanskeligt at dømme om –
Grosserer Bernick
.Jeg er desværre ikke nogen udpræget religiøs mand;
men jeg har dog mine dybere øjeblikke iblandt; og
dette øjeblik var et sådant. Jeg så for mig de tu-
send lykkelige hjem, som nu kunde skabes ned-
over gennem ødemarkerne; jeg så vor by, der hid-
til har været næsten afstængt mod landsiden, med
engang sat i forbindelse med blomstrende oplands-
distrikter. Liv, velvære, fremgang på alle kanter!
De skal se, De vil ikke kunne kende Dem igen her
fra den dag det første banetog kommer brusende.
Er det ikke sandt, hvad jeg siger?
men jeg har dog mine dybere øjeblikke iblandt; og
dette øjeblik var et sådant. Jeg så for mig de tu-
send lykkelige hjem, som nu kunde skabes ned-
over gennem ødemarkerne; jeg så vor by, der hid-
til har været næsten afstængt mod landsiden, med
engang sat i forbindelse med blomstrende oplands-
distrikter. Liv, velvære, fremgang på alle kanter!
De skal se, De vil ikke kunne kende Dem igen her
fra den dag det første banetog kommer brusende.
Er det ikke sandt, hvad jeg siger?
Enkefru Bernick
.Jo, Karsten, det er det!
Faksimile
legg: 3, blad: [6]v
Fru Bernick
.Og alt dette har du holdt skjult for os!
Grosserer Bernick
.Å, kære, I vilde dog ikke kunnet sætte jer ind i –;
forretningssager bør man aldrig tale om før i det af-
gørende øjeblik. Men nu har jeg ingeniørernes be-
tænkning, – alle overslagene; – nu gælder det kun at få
de fornødne bidrag tegnet. Og det må og skal ske! Ja,
om jeg så skal sætte hele min tilværelse ind på den-
ne sag, så skal jeg drive den igennem!
forretningssager bør man aldrig tale om før i det af-
gørende øjeblik. Men nu har jeg ingeniørernes be-
tænkning, – alle overslagene; – nu gælder det kun at få
de fornødne bidrag tegnet. Og det må og skal ske! Ja,
om jeg så skal sætte hele min tilværelse ind på den-
ne sag, så skal jeg drive den igennem!
Enkefru Bernick
.Du er en mand, Karsten!
Fru Rummel
.Ja, vi sad såmæn nylig og talte om at De var som
en god ånd for byens gode ånd, herr Bernick!
en god ånd for byens gode ånd, herr Bernick!
Fru Holt
.Nej, tænk, om vi skulde få jernbane her!
Ne
{tta}Dina
.Så kunde vi få køre på jernbane om søndagene.
Adjunkt Rørlund
.Om søndagene?
Fru Rummel
.Dina mener visst: om hverdagene.
Fru Salvesen
.Tror De smørret vil blive billigere, hvis vi får
jernbane, herr Bernick?
jernbane, herr Bernick?
Grosserer Bernick
.Jernbanen vil bringe velfærd til hele det store sam-
fund; det er alt, hvad jeg kan sige for øjeblikket. Men
det er netop det, vi alle skal arbejde for. Er ikke De
enig med mig i det, herr adjunkt?
fund; det er alt, hvad jeg kan sige for øjeblikket. Men
Faksimile
legg: 4, blad: [1]r
4.
det er netop det, vi alle skal arbejde for. Er ikke De
enig med mig i det, herr adjunkt?
Adjunkt Rørlund
.Hm; jeg er ingen forretningsmand, herr grosserer; og
det engere samfund, som jeg tilhører –
det engere samfund, som jeg tilhører –
Grosserer Bernick
.Det vil intet afbræk lide ved jernbanen; det tør jeg
forsikre Dem! Vort lille stræbsomme sted er, Gud ske
lov, bygget på en sund moralsk jordbund. Vi mænd
skal tage stødet af, og vore hustruer og døtre vil bli-
ve stående på den plads, som naturen har an-
vist dem. Tro De mig, vore rene hjem forstyrres
ikke så let, når blot kvinderne vedbliver at væ-
re, hvad de skal være. Virk De uforstyrret i vel-
dædighedens tjeneste, mine damer, og vær forres-
ten en støtte og en hygge for Deres nærmeste, således,
som min kære Betty og min kære gamle moder
er det for mig og Olaf. – Ja, hvor er {o}Olaf henne idag?
forsikre Dem! Vort lille stræbsomme sted er, Gud ske
lov, bygget på en sund moralsk jordbund. Vi mænd
skal tage stødet af, og vore hustruer og døtre vil bli-
ve stående på den plads, som naturen har an-
vist dem. Tro De mig, vore rene hjem forstyrres
ikke så let, når blot kvinderne vedbliver at væ-
re, hvad de skal være. Virk De uforstyrret i vel-
dædighedens tjeneste, mine damer, og vær forres-
ten en støtte og en hygge for Deres nærmeste, således,
som min kære Betty og min kære gamle moder
er det for mig og Olaf. – Ja, hvor er {o}Olaf henne idag?
Fru Bernick
.Å, nu i ferierne er det ikke muligt at holde ham
hjemme.
hjemme.
Grosserer Bernick
.Så er han visst nede ved vandet igen. Du skal se,
han ender ikke før der sker en ulykke.
han ender ikke før der sker en ulykke.
(Fuldmægtig Krap kommer fra højre.)
Fuldmægtig Krap
.En havarist, herr Bernick!
Grosserer Bernick
.Så? Et af byens skibe?
Faksimile
legg: 4, blad: [1]v
Fuldmægtig Krap
.Nej, en stor Amerikaner; sprungen læk i Nord-
søen –
søen –
Grosserer Bernick
.Bravo! Ja, men hør her – (går med fuldmæg-
tigen længere frem i forsalen.) Kan vi tage imod
ham?
tigen længere frem i forsalen.) Kan vi tage imod
ham?
Fuldmægtig Krap
.Ved ikke hvad jeg skal sige. Går snaus på værftet,
herr Bernick! Idag galt fat med boremaskinen i-
gen. Damphøvlen svigter også.
herr Bernick! Idag galt fat med boremaskinen i-
gen. Damphøvlen svigter også.
Grosserer Bernick
.Hm, hm; jeg tror Aune aldrig lærer at arbejde
med maskiner.
med maskiner.
Fuldmægtig Krap
.
Vil ikke lære det; har havt imod maskinerne
fra første stund vi fik dem.
fra første stund vi fik dem.
Grosserer Bernick
.Nå, det skal vi vel få bugt med. Men under
alle omstændigheder – Amerikaneren må vi ikke
lade gå fra os. Hvad er det for et skib?
alle omstændigheder – Amerikaneren må vi ikke
lade gå fra os. Hvad er det for et skib?
Fuldmægtig Krap
.Bark «Indian Girl» af New-York. Destineret
med farvetræ fra Brasilien til Glasgow; fordrevet
under Jylland; – overhændigt vejr, herr Bernick!
med farvetræ fra Brasilien til Glasgow; fordrevet
under Jylland; – overhændigt vejr, herr Bernick!
Grosserer Bernick
.Og kaptejnen?
Fuldmægtig Krap
.Kaptejnen gåt overbord; var drukken. Styrman-
den tilkøjs – i delirium. Kommandoen taget af
en passager – sømand. Blev nu nys slæbt ind af
Hamburger-dampskibet.
Faksimile
legg: 4, blad: [2]r
den tilkøjs – i delirium. Kommandoen taget af
en passager – sømand. Blev nu nys slæbt ind af
Hamburger-dampskibet.
Grosserer Bernick
.Er Hamburger-dampskibet allerede kommet?
Fuldmægtig Krap
.Nu netop. Vær så god, – Amerikanerens kort.
Grosserer Bernick
(læser:)
«Captn John Tennyson. New-Orleans». Altså fra
sydstaterne. Ja, De får se at gå ham tilhånde på bed-
ste måde, herr Krap!
sydstaterne. Ja, De får se at gå ham tilhånde på bed-
ste måde, herr Krap!
Fuldmægtig Krap
.Skal ske, herr grosserer!
Grosserer Bernick
.Og hør, – endnu et: ved De om sagfører Busk er
kommen tilbage?
kommen tilbage?
Fuldmægtig Krap
.Ikke kommen endnu.
(han går ud til højre.)
Fru Bernick
(på verandaen.)
Godt nyt, Karsten?
Grosserer Bernick
.Forretninger, kære! Du må være forberedt på at
tage imod en amerikansk kaptejn til middag.
tage imod en amerikansk kaptejn til middag.
(Olaf Bernick med et fiskesnøre i hånden kom-
mer løbende opad gaden og ind gennem haveporten.)
mer løbende opad gaden og ind gennem haveporten.)
Olaf
.Faksimile
legg: 4, blad: [2]v
Mama, mama, jeg har været nede og set på
dampskibet! Ved du, hvem der var ombord?
dampskibet! Ved du, hvem der var ombord?
Fru Bernick
.Jeg tænker, det var en amerikansk kaptejn.
Olaf
.Nej, Amerikanerne var ombord i sit eget skib; men
tante Lona kom med dampskibet.
tante Lona kom med dampskibet.
Fru Bernick
.Hvad siger du!
Olaf
.Jo, mama; jeg har både set hende og talt med hende.
Grosserer Bernick
.Nu lyver du, Olaf!
Olaf
.Nej, jeg lyver ikke!
Grosserer Bernick
.Jo, du gør; du kender hende jo ikke.
Olaf
.Nej, men Evensen var også nede på bryggen, og han
kendte hende.
kendte hende.
Fru Bernick
(hen for sig.)
Ja så!
Fru Rummel
.Nej, tænk, – så kom hun dog hjem alligevel!
Fru Holt
.Ja, hvad sagde jeg, fru Rummel?
(Mange passagerer kommer opover gaden.)
(Frøken Hessel, i elegant rejsedragt, med ta-
ske og plaid over skuldren og en vadsæk i hån-
den, kommer opover gaden.)
ske og plaid over skuldren og en vadsæk i hån-
den, kommer opover gaden.)
Fru Bernick
.Ja, det er hende! (løber ned til haveporten.) Lo-
na, Lona! Velkommen hjem!
na, Lona! Velkommen hjem!
Frøken Hessel
.Nej, se – goddag, Betty! (råber op til verandaen:)
Goddag, gamle tante!
Goddag, gamle tante!
Fru Bernick
.Men kom dog indenfor!
Frøken Hessel
.Tak, siden, siden; først må jeg op i hotellet og
få vasket mig ren fra øverst til nederst. På damp-
skibet blir man skiden som et svin. Au revoir!
(hun går videre opad gaden.)
få vasket mig ren fra øverst til nederst. På damp-
skibet blir man skiden som et svin. Au revoir!
Enkefru Bernick
.Uforandret, – ikke sandt, Betty?
Fru Bernick
,
(der ser efter hende.)
Jo; – og dog ikke.
Adjunkt Rørlund
.Den dame forekom mig noget ukvindelig.
Fru Holt
.Hvilket underligt snit hun havde på sin kjo-
le, fru Rummel!
le, fru Rummel!
Olaf
(i haven.)
Hejsan, mama, der kommer alle Amerikanerne!
Fru Rummel
.Nej, se de gale mennesker; de går med et stort
flag –
flag –
Fru Holt
.Uf, jeg tror der er både brune og sorte iblandt dem.
Fru Salvesen
.Kaptejnen er næsten den fæleste; han har et rigtigt
røveransigt.
røveransigt.
Adjunkt Rørlund
.Ja, den karl er nok istand til allehånde.
Grosserer Bernick
.Udlændinger, herr adjunkt; man må ikke tage
det så nøje.
det så nøje.
(Kaptejn Tennyson og hans mandskab, nogle med
guitarer og mandoliner, og med det amerikanske
flag i spidsen, kommer opover gaden, fulgt af en
flok børn og lediggængere.)
guitarer og mandoliner, og med det amerikanske
flag i spidsen, kommer opover gaden, fulgt af en
flok børn og lediggængere.)
Grosserer Bernick
(hilser fra trappen og råber:)
Good morning, master Tennyson! This way, if
you please, sir! I am master Bernick!
you please, sir! I am master Bernick!
Kaptejn Tennyson
(svinger huen og råber:)
Very well, Karsten; but first three hurrah for
the old Grævling!
the old Grævling!
Faksimile
legg: 4, blad: [4]r
(hele flokken går imidlertid videre.)
Grosserer Bernick
(farer tilbage.)
Ah!
Enkefru Bernick
(med et udråb.)
Hvem talte der?
Marta
(gør uvilkårligt et skridt fremad og råber:)
Johan –!
Fru Bernick
.Jesus, – det var min broder!
Fru Rummel
.Ja, så sandt jeg lever, tror jeg ikke også –
Grosserer Bernick
(har fattet sig og siger roligt:)
Det var Johan Tønnesen. Hvad så videre?
Fru Holt
.Nej, hvilken overraskelse! Og hvor godt han så ud!
Fru Salvesen
.Og hvor det skæg klædte ham, fru Bernick!
Fru Bernick
(hen for sig.)
Johan og Lona, – på en dag –
Enkefru Bernick
.Ja, er det ikke som spøgelser fra gamle dage? Hør,
nu synger de! Hvor det fylder luften. Hvor det
klinger ud over vor stille by –
nu synger de! Hvor det fylder luften. Hvor det
klinger ud over vor stille by –
Adjunkt Rørlund
.Faksimile
legg: 4, blad: [4]v
Og det midt i middagstimen! Bordbønnen
forstyrres i alle de stille hjem. Se, se, alvorlige
mænd løber til vinduerne med servietter under
hagen –
forstyrres i alle de stille hjem. Se, se, alvorlige
mænd løber til vinduerne med servietter under
hagen –
Olaf
(i haven.)
Mama, nu råber Amerikanerne hurra uden-
for hos bedstepapa!
for hos bedstepapa!
Adjunkt Rørlund
.Hurra? Ja, virkelig! Det er altså den forlorne
søns hjemkomst. Ikke sønderknust; ikke med an-
gerens tårer, men med frække skrål, med letfær-
dige sange –! Mine kære veninder, vi bør ikke væ-
re vidner til dette. Ind til vort arbejde igen!
søns hjemkomst. Ikke sønderknust; ikke med an-
gerens tårer, men med frække skrål, med letfær-
dige sange –! Mine kære veninder, vi bør ikke væ-
re vidner til dette. Ind til vort arbejde igen!
Fru Bernick
.Ja, kom, kom!
(Alle damerne går ind i forsalen og tager plads om
bordet.)
bordet.)
Adjunkt Rørlund
(stænger havedøren.)
Se så; en skranke mellem os og letsindet –
Fru Rummel
.Ikke se ud, Hilda!
Fru Holt
.Ikke du heller, Netta!
Adjunkt Rørlund
.– og et slør for usømmeligheden –
(han ruller forhængene ned så værelset blir halvmørkt.)
Grosserer Bernick
.Faksimile
legg: 4, blad: [5]r
De gør Dem formegen møje, herr adjunkt! Vi
er dog så vel vant til optøjer af fremmede søfolk –
er dog så vel vant til optøjer af fremmede søfolk –
Adjunkt Rørlund
.Af fremmede, – ja, det får så være. Men han, som
nu igen pludselig dukker op iblandt os, og som på
en så betegnende måde giver sin hjemkomst
tilkende –; ja, i et almindeligt hus vilde jeg ikke
udtale mig så uforbeholdent; men indenfor dis-
se mure ved jeg at der råder hensyn, som vejer
mere end et tilfældigt slægtskab –
nu igen pludselig dukker op iblandt os, og som på
en så betegnende måde giver sin hjemkomst
tilkende –; ja, i et almindeligt hus vilde jeg ikke
udtale mig så uforbeholdent; men indenfor dis-
se mure ved jeg at der råder hensyn, som vejer
mere end et tilfældigt slægtskab –
Grosserer Bernick
.Ja, ja, ja, vær De trøstig –; vort lille samfund –
det har sine støtter, herr adjunkt!
det har sine støtter, herr adjunkt!
Adjunkt Rørlund
.Støtter, som har ståt sin prøve, herr grosserer!
Jeg ved det, jeg ved det. De har før engang sat en
stopper for udskejelserne her på stedet –
Jeg ved det, jeg ved det. De har før engang sat en
stopper for udskejelserne her på stedet –
(Døren tilhøjre rives op og frøken Hessel kommer
ilsomt ind.)
ilsomt ind.)
Frøken Hessel
.Nej, jeg kunde ikke vente længer! Her har I mig,
kære venner!
kære venner!
Fru Bernik
.Lona!
Enkefru Bernick
.Lone, – min kære pige!
Fruer{
<...>
}ne Holt og Rummel
.Frøken Hessel!
Frøken Hessel
.Faksimile
legg: 4, blad: [5]v
Ja, se bare ikke på mig; for storvasken blev der
ingenting af. Så snart jeg fik høre hvem Ame-
rikaneren var –; men I ved det nok ikke, lader
det til?
ingenting af. Så snart jeg fik høre hvem Ame-
rikaneren var –; men I ved det nok ikke, lader
det til?
Fru Bernick
.Ak, jo desværre!
Frøken Hessel
.Desværre? Er der hændt noget galt? I sidder her
i tusmørke? Og syr på noget hvidt? Det er da ik-
ke dødsfald i familjen?
i tusmørke? Og syr på noget hvidt? Det er da ik-
ke dødsfald i familjen?
Adjunkt Rørlund
.Min frøken, De befinder Dem her i foreningen
for de moralsk fordærvede.
for de moralsk fordærvede.
Frøken Hessel
.Hvad siger De! Disse pene stilfærdige damer skulde
være –?
være –?
Fru Rummel
.Nej, nu må jeg sige –!
Frøken Hessel
.Ah, forstår, forstår! Men ved I hvad, de moralsk
fordærvede må s’gu vente en dags tid; de blir ikke
værre for det; en glædesstund som denne –
fordærvede må s’gu vente en dags tid; de blir ikke
værre for det; en glædesstund som denne –
Adjunkt Rørlund
.En glædesstund? Ved De ikke at gamle Tønne-
sens forlorne søn er kommen hjem?
sens forlorne søn er kommen hjem?
Frøken Hessel
.Skal den forlorne søn modtages med bededags-
ansigter? Hvorledes læser De Deres bibel, herr pastor?
ansigter? Hvorledes læser De Deres bibel, herr pastor?
Frøken Hessel
.Nå, så blir De det visst. – Men fy for pokker,
alt dette linned lugter som ligsvøb. Kom og hjælp
mig, fætter Karsten; vi må have døre og vin-
duer op.
alt dette linned lugter som ligsvøb. Kom og hjælp
mig, fætter Karsten; vi må have døre og vin-
duer op.
Fru Bernick
.Men, Lona, hvad gør du –?
Adjunkt Rørlund
.Men, herr grosserer –?
Grosserer Bernick
.Jo, undskyld; det er virkelig noget kvalmt
herinde.
herinde.
Frøken Hessel
(ruller persiennerne op.)
Og så det fulde dagslys ind. Se så! Nu er vi
kommen op af gravkælderen. Se, se; hele byen er
på benene! Og hør, hvor de spiller og synger i solskin-
net, disse fremmede! Det er ægte mennesker, – sol-
fyldte som sydfrugter. Ak, hvor det er skade, kære
tante, at De med Deres dårlige øjne ikke kan
se alt det dejlige liv –
kommen op af gravkælderen. Se, se; hele byen er
på benene! Og hør, hvor de spiller og synger i solskin-
net, disse fremmede! Det er ægte mennesker, – sol-
fyldte som sydfrugter. Ak, hvor det er skade, kære
tante, at De med Deres dårlige øjne ikke kan
se alt det dejlige liv –
Enkefru Bernick
.Tal om det, min kære pige så ser jeg det.
Adjunkt Rørlund
.
(idet han samler sin bog sin hat og sine handsker
sammen:)
Ja, mine damer, jeg tror ikke her er stemning
for at arbejde videre idag; men imorgen kommer
vi jo sammen igen.
for at arbejde videre idag; men imorgen kommer
Faksimile
legg: 4, blad: [6]v
vi jo sammen igen.
Frøken Hessel
(idet de fremmede damer rejser sig for at tage
afsked:)
Ja, lad os det. Jeg skal være på pletten.
Adjunkt Rørlund
.
De? Med tilladelse, frøken, hvad vil De gø-
re i vor forening?
re i vor forening?
Frøken Hessel
.
{L}Åbne alle døre og vinduer på vid væg, herr pastor!
